"Besøgsrum 1"

Du kan nu læse evalueringen af samarbejdet mellem Københavns Fængsler og C:NTACT fonden på Betty Nansen Teatret, der resulterede i en teaterforestilling med syv unge indsatte i maj 2009

besøgsrum

"Besøgsrum 1" er resultatet af et usædvanligt samarbejde mellem Københavns Fængsler og C:NTACT fonden på Betty Nansen Teatret.

Titlen refererer til en forestilling med syv unge indsatte, som blev spillet to dage i maj 2009 for et udvalgt publikum. En forestilling, hvor hver af de syv med dramatiske virkemidler fortalte om hændelser og punkter i deres liv, der har været skæbnesvangre for dem.Titlen refererer samtidig til det besøgsrum i Vestre Fængsel, hvor mange af de indledende samtaler mellem de indsatte og instruktøren fandt sted.

Formålet med forestillingen var - i direkte forlængelse af visionerne i henholdsvis Kriminalforsorgen og C:NTACT - at øge de indsattes selvtillid og kompetencer og samtidig bygge bro mellem en marginaliseret gruppe og samfundet "udenfor".

Forud for de to dages forestillinger var gået en intensiv skrive- og øveperiode, der udover de syv indsatte involverede en række personer fra både C:NTACT og Vestre Fængsel: Ledelsen, fængselsfunktionærer, instruktør, projektleder og dramaturg med flere. Samarbejdet har stillet begge organisationer overfor nye og spændende udfordringer. Det er for eksempel ikke hverdagskost, at indsatte stiller sig op på en scene og blotlægger deres inderste følelser. Og heller ikke dagligdag for teaterfolk at underlægge sig et arresthus' sikkerhedsbestemmelser og praktiske restriktioner. 

Der er efterfølgende blevet lavet en evaluering af hele forløbet - journalist Kirsten Holm-Petersen har interviewet en række udvalgte personer og på den baggrund skrevet en evaluering, som du kan læse her.