Forsøg med peberspray i Kriminalforsorgen
Den 1. oktober 2009 starter en et-årig forsøgsperiode med peberspray i Kriminalforsorgen.
Af Sikkerhedsenheden, direktoratet
Den 1. oktober 2009 tager Kriminalforsorgen officielt hul på en et-årig forsøgsperiode med peberspray.
Direktoratet har udpeget syv institutioner, der skal deltage i projektet. Det er Statsfængslet i Nyborg, Statsfængslet Østjylland, Anstalten ved Herstedvester, Københavns Fængsler og arresthusene i Køge, Odense og Randers.
På baggrund af gode erfaringer med anvendelse af peberspray i bl.a. Kriminalvården i Sverige og Rigspolitiet i Danmark besluttede direktoratet sidste år at søge om tilladelse til at indføre peberspray som magtmiddel i Kriminalforsorgen.
Der blev efterfølgende udarbejdet lovforslag, ændring af bekendtgørelsen, regler for anvendelse mv. og vi er nu klar til at igangsætte forsøgsperioden fra den 1.oktober.
Det er kun uddannet personale, der må anvende peberspray. Derfor skal et stort antal fængselsbetjente i den kommende tid igennem en kort uddannelse i brug af peberspray og i reglerne for anvendelse.
Projektet evalueres om et år
Når den etårige forsøgsperiode er slut næste år i oktober, skal direktoratet lave en evaluering af forsøget. Hvis evalueringen viser sig at være positiv, er det planen, at peberspray skal implementeres som et fast magtmiddel i alle fængsler og arresthuse.