Grundlovsforhør og varetægtsfængsling
Politiet kan tilbageholde en anholdt i op til 24 timer. Hvis politiet vil tilbageholde den anholdte i længere tid, skal en dommer tage stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt. Det sker ved et grundlovsforhør.
Hvilke rettigheder har man under et
grundlovsforhør?
Den sigtede har altid beskikket en forsvarer
under et grundlovsforhør. Sigtede har ret til at tale
med forsvareren alene inden grundlovsforhøret. Hvis sigtede ikke
selv har valgt en forsvarer, vil dommeren beskikke en
forsvarer for sigtede og indkalde forsvareren til at møde under
grundlovsforhøret.
Under grundlovsforhøret har sigtede ret til at være til stede og til at udtale sig om sagen. Den sigtede har dog ikke pligt til at sige noget i retten, hvis han ikke ønsker det.
Isolation
Dommeren kan i visse tilfælde bestemme, at en fængslet skal
isoleres.
Hvor længe kan man være
varetægtsfængslet?
Dommeren skal sætte en frist for
varetægtsfængslingens længde. Denne frist skal være så kort som
mulig og må ikke være på mere end fire uger.
Politiet kan altid løslade en person, der er varetægtsfængslet -
også inden fristens udløb.
Retten kan forlænge en varetægtsfængsling. Forlængelse
skal ske i et retsmøde og kan højest ske for fire uger ad gangen.
Den fængslede har samme rettigheder som ved første retsmøde. En
forlængelse kan også ske med skriftligt samtykke fra den
fængslede.
En sigtet kan ikke være varetægtsfængslet i længere tid end den
fængselsstraf, man kan forvente, den sigtede vil blive idømt, hvis
der efterfølgende rejses tiltale.
Kan man klage?
Dommerens afgørelser (kendelser) om varetægtsfængsling
og isolation kan appelleres til landsretten.
Bliver varetægtsfængslingen trukket fra i
straffen?
Den tid, en sigtet har været varetægtsfængslet i Danmark, bliver
trukket fra ved afsoningen af straffen. Retten kan bestemme, at
varetægtsfængslinger i udlandet også skal trækkes fra.
Dommeren kan bestemme, at den dømte skal være varetægtsfængslet
efter dommens afsigelse.
Erstatning for uberettiget
varetægtsfængsling?
Hvis en tiltalt bliver frifundet efter at
have været varetægtsfængslet, kan han/hun søge om erstatning. Det
samme gælder, hvis anklagemyndigheden frafalder
sigtelsen.
Kilde: www.domstol.dk